Teksten kort
– Forsøger at klarlægge, hvorfor stater bruger IO’er, når de skal samarbejde, og hvilke attributter kan vi tilskrive IO’erne. Tager udgangspunkt i de klassiske teorier som regimeteori, realisme, konstruktivisme osv.
– Heller ikke behandlet på holdtime, og stort set ikke på forelæsningen heller. Det vigtigste at tage med sig er centralisering og uafhængighed
Central(e) variable:
– Klarlægger, hvilke funktioner IO’er har, så det de kan facilitere interstatsligt samarbejde
Definitioner
– Centralization ifbm. IO’er: ”…the centralization of collective activities through a concrete organizational structure and a supportive admin” (s. 4)
– Independence ifbm. IO’er:”…the ability to act with a degree of autonomy within defined sphere” (s.5)
– Regimer: “Regimes are seen, for example, as embodying norms and rules or clarifying expectations “ (s.7)
Centrale påstande
– De klassiske teorier kan ikke forklare, hvorfor stater bruger IO’er, hvorfor artiklen anlægger et forstående syn på IO’ernes funktioner
– Her især fokus på centralisering og uafhængighed (independence red.)
– “Two characteristics distinguish IOs from other international institutions: centralization (a concrete and stable organizational structure and an administration managing collective activities) and independence (the authority to act of autonomy, and often with neutrality, in defined spheres”. (s.9)
○ Ovenstående mekanismer forbedrer effektiviteten i IO’er
Mekanismerne:
– Her forstået som, hvordan centralisering og uafhængighed skaber muligheden for at stater kan samarbejde i IO’er.
– Centralisering:
- Skaber stabile fora for staters interaktion, som muliggør hurtigt ageren fra staternes side – fx FN ved kriser omkring i verden. Disse fora er neutrale, apolitiske og specialiserede. Derudover ’konstitutionaliserer’ (constitutionalizered.) IO’er staternes interaktion, dvs. klarlægger regler for stemmeadfærd, magt og viden. IO’er består også ofte af et sekretariat, som gør interaktionen bedre gennem støtte til staterne
- Leder substantielle operationer – fx Verdensbanken som leder udviklingsprojekter. Tager noget af ansvaret fra staterne. IO’erne er agenter, som staterne bruger til at udføre kollektive handlingsopgaver
- Pooler(samler) ressourcer, aktiver, omkostninger og risici, hvorved staternes individuelle omkostninger bliver mindre.
- Skaber ’fælles produktion’. IO’er er hierarkiske organisationer, som gør kontrol og oversigt over outcome nemmere
- Udvikling af normer og koordination. Når IO’er skaber proceduerer for udviklingen normer og koordination, gør det samararbejde mellem stater mere gnidningsfrit, og modvirker opportunisme og det kollektive handlingsproblem. Forhindre at større stater får for stor magt over mindre stater
– Independence/uafhængighed:
– Som uafhængige organisationer kan IO’er udover at støtte interaktion mellem stater også igangsætte samarbejdet. Hjælper desuden med udvikling og implementering af projekter/ideer
– Uafhængigheden gør, at IO’er som tredjepart i unbiased, hvorfor stater i højere grad tillader disse at styrer operationer/projekter
– Uafhængigheden gør at IO’er kan ’hvidvaske’ aktiviteter som ikke er acceptable på nationalt niveau i staterne.
– Neutralitet. IO’er kan mægle imellem stater konflikter, fordi de er neutrale. Indeholder en række underpunkter:
– IO som administratorer/formynder: Nogle IO’er har aktiver som tilhører stater, men som staterne ikke regnes for selv at kunne styre eller fordi staterne skal straffes. Fx modtager FN en del af Irak olie til en genopretningsfond som følge af dennes invasion af Kuwait. Eller fx er FN både fredsskabende eller fredsbevarende i stater som ikke selv kan varetage dette.
– IO som distributør: IO’er allokerer som neutral part ressourcer mellem parter. Fx økonomisk bistand
– IO som dommer: Som neutral part kan IO’er dømme i disputter mellem stater, hvorfor mange IO’er har en juridisk afdeling, fx EU-domstolen. Dette kan gøres som en faciliterende intervention, hvor IO’en reducerer transaktionsomkostninger, giver information, videregiver tilbud og overkommer deadlocks. Her er IO’en reelt set en mægler.
Som bindende intervention. IO’en skaber bindende regler for de implicerede parter. Bare truslen om dette kan ofte få stater til at mødes og forhandle.
– IO’er som repræsentanter for staters fællesskab
– Stater skaber IO’er så de kan være repræsentanter for staternes samarbejder/fællesskab
– Det primære fokus for sådanne IO’er (FN er det bedste eksempel), er at udvikle normer for interaktion og forventninger til adfærd.
– Ovenstående kan også udmønte sig i regler, som domstole står for – fx Verdensdomstolen i Haag.
– IO’er som håndhævere
– IO’er som de organisationer, som skal sikre opretholdelsen og overholdensen af de fastsatte procedurer, normer og regler.
– Håndhævelsen kan blot være at organisere, men også reel håndhævelse i form af intervention eller straf.
Centrale argument
○ IO’er eksistens og staters brug af disse kan ikke forklares af de klassiske IP teorier. I stedet skal fokus være på de mere substanstialle dele af IO’ers design som forklarer, hvorfor stater bruger IO’er
○ Vigtigt pointe er, at der at tale om grader af centralisering og uafhængighed. Se det som et kontinuum.